28/7 2004
Vi er ved at være gennem forårssæsonen og
den har budt på mange gode oplevelser. Vi uropførte Michael
Bønsdorfs værk Sommerfugle i april og det blev ret vel
modtaget. En anmeldelse af koncerten kan ses på www.vejleklassisk.dk,
ligesom uddrag kan ses på pressesiden.
Michael kunne ikke være der ved uropførelsen, men kom
dog til vores koncert i Markuskirken i juni, hvor stykket også
var på programmet. De to koncerter på Bornholm var særdeles
velbesøgte og den ene blev anmeldt i Bornholms Tidende, se pressesiden. Efter koncerten i Bindslev har
vi pause til slutningen af september; vi vil bruge tiden til at indøve
nyt repertoire.
2/3 2004
Koncertkalenderen for 2004 bliver stadig udvidet, bl.a. er
vi nu engageret til to koncerter på Bornholm i juli. Vores programmer
dette forår har alle et stærkt nordisk islæt, men
vi får da også tid til at spille andre ting. Hvad angår
nye værker har vi nu besluttet at uropføre Michael Bønsdorfs
værk "Sommerfugle" d. 29/4 i Vejle Musikteater. Willy Stolarczyks
værk til os er desværre blevet forsinket, så det må
vente til en anden god gang.
16/11 2003: Frem mod 2004
Sæsonen er slut hvad angår koncerter, og vi begynder
at se frem mod det nye år. Det er planen at tilbyde et nordisk
program i 2004, som vil kunne tilpasses den enkelte koncertbegivenhed,
hvad angår længde og indhold. Vi tilbyder dog stadig vores
jubilæumsprogram samt blandede programmer med musik fra det meste
af verden. Vores samarbejde med sopranen Birgitte Holt Nielsen vil også
fortsætte i 2004.
Vi vil bl.a. bruge "den koncertfrie tid" til at arrangere
nye værker som forhåbentlig kan præsenteres i det
kommende år. Vi håber desuden at kunne uropføre
et eller to nye værker i løbet af foråret, så
hold øje med koncertkalenderen!
Buffet og musik d. 25/7 2003
Ved et anderledes og nyskabende arrangement d. 25/7 2003 kl.
19:00 på Thors Mølle i Århus, kan man først
indtage en vellavet sommerbuffet fremstillet af årstidens fineste
råvarer, hvorefter Duo Takemitsu vil spille en times koncert til
kaffen. Temaet er "Midsommer", hvilket vil afspejles i både menu
og koncertprogram. Thors Mølle ligger i de mest idylliske omgivelser
i Marselisborg Skov, og rummet hvor det foregår er fuldt af atmosfære,
med store glasflader ud mod skoven og op mod himmelen.
Prisen for hele arrangementet er kr. 225,-, hvilket inkluderer
buffet og koncert. Koncerten alene koster kr. 80,- i entre. Tilmelding
er nødvendig, ring til Thors Mølle, tlf. 86 27 03 85.
2/6 2003
Netop hjemkommet fra en fin tur til Leicester, England. Vi
spillede i forbindelse med Leicester Earyl Music Festival i den gamle
bygning Leicester Guildhall, som er en del af et museum i den gamle bydel.
Området bærer stadig præg af at have været regeret
af de danske vikinger, bla. ender mange bynavne på -sted og
-by. Den lokale avis, The Leicester Mercury, skrev en fin omtale efter
koncerten, se pressesiden. Vi blev i det
hele taget utroligt godt behandlet af John Bence, som er leder af festivalen.
Det var den 14. festival i rækken og planlægningen af næste
års udgave er allerede i fuld gang, se evt. festivalens hjemmeside.
10/5 2003
Gentagelsen af 10 års jubilæumskoncerten d. 9/5
i Rundetaarn i København blev en dejlig oplevelse. En sluttet
kreds af engagerede tilhørere, kendte og ukendte ansigter
mellem hinanden, fik en meget fin oplevelse, godt hjulpet af stedets
fremragende akustik. Carsten Bo Eriksen fik sit værk "Song without
a Tongue?" at høre for første gang, og til stede var
også Michael Bønsdorf, hvis værk "Sommerfugle" stadig
venter på sin uropførelse (se biografi). Den efterfølgende
reception rundede hele arrangementet af på en hyggelig måde,
og visheden om at have markeret jubilæet på forsvarlig måde
er en god fornemmelse.
26/4 2003
Jubilæumskoncerten i Århus i går gik forrygende!
Et fantastisk medlevende publikum gjorde det til en helt speciel oplevelse,
og Helsingør Theater glødede. Der var utroligt mange
positive tilkendegivelser om programmet og udførelsen. Specielt
var mange fascinerede af det nye stykke af Carsten Bo Eriksen, som blev
uropført ved denne koncert.
Den efterfølgende reception truede med at udvikle sig
til en regulær fest, men til sidst lykkedes det at få smidt
folk ud så den meget forstående opsynskvinde fra Den Gamle
By kunne komme hjem. Koncerten gentages d. 9/5 kl. 20:00 i Rundetaarn,
bibliotekssalen, og med denne sals legendariske akustik er der de bedste
rammer for endnu en stor aften.
7/4 2003
Duo Takemitsu indspillede i lørdags "Lys" af Hans Henrik
Nordstrøm, som skal med på en CD med hans musik. Claus
Byrith var igen ved knapperne, og på trods af musikkens høje
sværhedsgrad blev arbejdet gjort i en god, koncentreret, og alligevel
afslappet stemning. Helt i duoens ånd. CD'en udkommer i forsommeren.